Afdelingsleder til at varetage LKT-opgaver og særlige indsatser på Nordøstamager Skole

Søg jobbet

Ledelse
Undervisning
Fuldtid
Fastansættelse

Er du motiveret for ledelse, og har du særlige kompetencer ift. læringsmiljø, deltagelsesmuligheder og skolens mellemformer?
Så kan du være den person, vi søger til Nordøstamager Skole (NØA).

Vores skole
Vi er en ung skole, hvor den første årgang startede på skolen i august 2019. Skolen rummer fra august 2026 otte årgange fra børnehaveklasse til 7. klasse og er vokset til en mellemstor arbejdsplads for ca 470 elever og omkring 65 medarbejdere i alt i skole og KKFO.

Skolen har oparbejdet en stærk grundfortælling og har stor søgning blandt familier både i og uden for distriktet. NØA er kendetegnet af en stærk, professionel samarbejdskultur med tydelige fælles mål og vilje til at udvikle den pædagogiske praksis. Skolens personale er inddelt i årgangsteams, der har ugentlige teammøder og afsat tid til fælles forberedelse. For indskolingens vedkommende er der desuden et tæt samarbejde mellem skole og fritidsordning ift. at sikre elevernes trivsel og alsidige udvikling. Sideløbende foregår der en stadig kapacitetsopbygning i forhold til skolens pædagogiske læringscenter og ressourcecenter.

På NØA vil vi være mindst lige så børneparate, som børnene skal være skoleparate. Det betyder ikke, at alle børn får opfyldt deres behov hele tiden, men at vi tager børnenes forskellige forudsætninger for at lykkes alvorligt, og de fagprofessionelle tager ansvar for at skabe rammer, som børnene kan trives og udvikle sig i, uanset hvilken baggrund, de kommer med. Vi har et bevidst og ressourceorienteret børnesyn og arbejder målrettet med at skabe robuste børnefællesskaber, kendetegnet ved trygge relationer og høj tolerance børnene imellem.

Vi forventer, at du

  • brænder for ledelse, skoleudvikling og tværprofessionelt samarbejde
  • er relationelt stærk og motiveret for både den faglige og relationelle ledelse af lærere og pædagoger
  • kan sætte dig i spil i – og i spidsen for – pædagogiske indsatser målrettet fællesskaber og enkeltelever
  • er tillidsskabende og dygtig til forældresamarbejde
  • kan arbejde strategisk med kapacitetsopbygning i skolens ressourcecenter med fokus på kollegavejledning og distribueret ledelse
  • vil bidrage til et tæt, tillidsfuldt og reflekterende samarbejde i skolens ledelsesteam

Du vil som udgangspunkt blive nærmeste leder af børnehaveklasseårgangen og 1. årgang. Det indebærer teamledelse tæt på og løbende sparring i hverdagen om undervisning, forældresamarbejde, indsatser mv. Derudover er du tiltænkt rollen som leder af ressourcecentret med den koordinering, mødefacilitering og beslutningstagning, der ligger i denne rolle. Du vil naturligvis ikke skulle lykkes med det hele alene – tværtimod er forventningen på NØA, at vi samarbejder og hjælper hinanden – især med det, der udfordrer. Du vil få en engageret ledergruppe at sparre med i hverdagen og indgå i talrige samarbejder af forskellig art med de meget dygtige fagprofessionelle, vi har på skolen og i fritidsordningen.

Ved siden af ovenstående forventer vi, at du varetager forskellige LKT- eller andre opgaver som en del af skolens indsatser ift. vores 'mangfoldige børnefællesskaber'. Hvilke konkrete opgaver vil naturligvis afhænge af din profil og blive efter nærmere drøftelse i ledelsesteamet.

Det vil være en fordel – men ikke en forudsætning – at du har erfaring med pædagogisk ledelse eller alternativt en koordinerende og ansvarstagende rolle i pædagogisk arbejde. Din faglige baggrund kan være lærer, pædagog eller måske noget helt andet, som kan bidrage til vores komplekse opgaveløsning.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen. Tiltrædelse den 1. august 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Kontakt
Hvis du kan se dig selv i ovenstående beskrivelse og har lyst til at blive en del af et engageret hold, der har børnene og hinanden på sinde, så ser vi frem til at modtage din ansøgning. Vil du vide mere om stillingen eller vores skole, kan du kontakte skoleleder Marie Beklar på 20 59 30 93 eller souschef Mette Iversen på 30 34 44 86. Du er også velkommen til at ringe og aftale et besøg på skolen.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest torsdag den 28. maj 2026
Vi holder 1. runde ansættelsessamtaler onsdag den 3. juni og 2. runde tirsdag den 9. juni.