To pædagoger til Børnehuset Trækronens børnehave
Vil du være med til at skabe gode rammer for børns trivsel, udvikling og fællesskaber i vores skønne børnehave?
Vi har allerede ansat otte dygtige pædagoger til vores fire børnehavestuer, men vi vil gerne ansætte yderligere to. Det skyldes blandt andet, at vi ved, at en af vores pædagoger stopper med udgangen af juli.
Børnehuset Trækronen er en integreret institution, der hele tiden udvikler sig pædagogisk. Vi har gennem en periode haft fokus på udviklingen af et nyt børnesyn i samarbejde med Tea Thyrre Sørensen, som også har holdt fire oplæg for personalet i Børnehuset Trækronen. Derefter har vi arbejdet med børns og voksnes leg, hvilket blev afsluttet med et inspirerende oplæg af Ditte Winther-Lindqvist.
Nu er vi gået i gang med at undersøge, hvordan vi i højere grad kan få børnenes stemmer med ind i vores planlægning – og det glæder vi os til at arbejde videre med. Selvom vi har mange ting i gang, tager vi os god tid. Vi tror på, at pædagogisk udvikling kræver både nysgerrighed, fælles refleksion og tid til at øve sig i praksis.
Ambitiøs og nærværende pædagog
Vi søger to uddannede pædagoger, der har interesse for og evne til at skabe gode rammer for børns trivsel, udvikling og fællesskaber. Det betyder ikke noget for os, om du er en erfaren pædagog med mange år i faget, eller om du er nyuddannet og først nu skal til at bringe din faglighed i spil blandt børn, forældre og kollegaer.
Som pædagog ved du, at arbejdet med børn kræver lige dele tålmodighed, nærvær og faglighed. Derfor er det vigtigt, at du holder af dit fag med alt, hvad det indebærer. For børnene i Børnehuset Trækronen bliver du en vigtig del af hverdagen, og det er både en forpligtende og berigende rolle.
En tryg opstart
Vi vil tage godt imod dig og sørge for, at du får en god og tryg opstart hos os. Dine kollegaer på stuen vil hjælpe dig godt ind i opgaverne, og i de første dage vil du være en ekstra ressource på stuen, så du kan fokusere på at lære børnene, kollegaerne og dagligdagens rytme at kende.
På stuen vil der udover dig være 1-2 pædagoger og/eller 1-2 pædagogmedhjælpere samt cirka 20 børnehavebørn.
Den ene stilling er egentlig først til besættelse fra den 1. august, men vi har økonomien til at ansætte allerede nu.
Om os
Børnehuset Trækronen er en integreret institution med masser af glade børn i alderen 0-6 år. Vi ligger i skønne, grønne omgivelser i Emdrup, og vi holder af at trække i overtøjet, gå på opdagelse og inddrage naturen i den pædagogiske praksis.
Vi vægter det gode samarbejde og kollegaskab højt. Det betyder både, at vi gerne vil have plads til grin og godt humør i arbejdsdagen. Men det betyder også, at vi stoler på hinanden og er afhængige af hinanden – også kl. 7 en morgen med snevejr.
Vi ligger i et område, hvor vi på baggrund af familiernes socioøkonomiske forhold modtager ekstra midler til personale. Det betyder, at vi har flere medarbejdere, men også at der kræves et mere målrettet pædagogisk arbejde med flere af børnene.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Tiltrædelse er som udgangspunkt pr. 1. juni 2026. Hvis det passer dig bedre at træde til senere, fx 1. august 2026, er det også muligt.
Stillingerne er med en arbejdstid på 37 timer, men vi er til at tale med, hvis det ikke passer ind i din hverdag. Skriv gerne i din ansøgning, hvor mange timer du ønsker.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vi vil gerne møde dig – så kom og besøg os
Du er meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning og få et indblik i vores hverdag. For besøg eller uddybende spørgsmål kan du kontakte Carsten Fjølner på 22 59 39 18. Send gerne en sms, hvis telefonen ikke bliver taget.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest søndag den 24. maj 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende.